Bogen udkom første gang i juli 1945. Jeg har sammenlignet med en udgave fra 1964. Der er ikke ændret noget væsentligt i teksten, men satsen er blevet meget større og tydeligere. Hertil kommer en ny iøjnefaldende forside. Forfatteren var redaktør ved Pressens Radioavis, men måtte gå under jorden da han nægtede at læse de censurerede radioaviser op. Han havde kontakt til kredse i modstandsbevægelsen og skrev en del af bogen allerede under besættelsen. Den fortæller om en lang række aktioner, mens erindringen endnu var frisk. "Jeg beretter kun hvad der er fortalt mig" siger han et sted. Dele af de dramatiske og umiddelbart spændende beretninger stammer fra et kvindeligt medlems dagbog. Der er noget ægte og usentimentalt over beretningerne, helt fri for mange senere erindringers floromvundne og mytetunge heltehistorier. En bog der vil stå tilbage som et friskt og autentisk billede af en lille meget aktivt gruppe frihedskæmpere, når de fleste ande bøger om besættelsen er glemt

.