Denne grundbog i mediedidaktik er relevant læsning for studerende på læreruddannelsen og lærere i al almindelighed, som skal undervise i medier, da bogen giver god hjælp til planlægning og gennemførelse af medieundervisning i folkeskolen. Hovedfokus er på medier i faget dansk, men andre fagområder kan også sagtens anvende bogen.
Bogen kombinerer teori og praksis godt ved at give læseren et solidt teoretisk fundament til at kunne undervise i medier, samtidig med at kapitlerne er skrevet praksisrettet og derfor indeholder mange relevante refleksionsspørgsmål og øvelser, som lærere forholdsvis let kan inddrage i egen medieundervisning. Bogen har en meget tydelig opdeling i emnerne: introduktion til mediedidaktik, multimodalitet, medieproduktion, lyd, webtekster, film og computerspil. De enkelte emner kan læses og anvendes uafhængigt af hinanden og i den rækkefølge, man selv ønsker. Bogen giver adgang til en hjemmeside, som indeholder øvelser og baggrundsmateriale.
Yderligere fordybelse i emnet kan fås via titler som Medieanalyse og relevans : grundbog i medieanalyse, 2010 og Danskfagets it-didaktik, 2007.
Velstruktureret og meget praksisrettet udgivelse om medier, som opkvalificerer og letter arbejdet betydeligt for lærere i folkeskolen, der skal undervise i medier.