Marts er bedst

Fine, skrøbelige digte til alle fans af sublim poesi. Amen!.

Prosalyriske tekster i 5 kapitler. Om en ung kvinde med en overudviklet sensibilitet overfor verden. I jeg-form og på vers beskrives forskellige situationer fra hverdagen i København, barndomserindringer om mormoren og forældrene m.v. Fra de konkrete situationer zoomes der ud til en søgen efter større sammenhænge. En eksistentiel / religiøs tvivl løber gennem teksterne, selv når der gives gode råd om, hvordan man undgår en depression eller når der filosoferes over sjælen: "det slår mig: vores sjæle er bare muskler / men hvordan bare". Der spørges bl.a. om grænserne mellem jeget og verden, om jeget handler eller handles på, om noget kan sammenlignes med noget andet, om hvordan man siger noget sandt: "jeg ved ikke hvordan jeg kan udpege noget / jeg ved ikke hvad der er godt". Med håndsyet omslag med tekst i håndmalede vandfarver. Med let grynede privatfotos af bl.a. drypstenshuler og bygninger.

Teksternes skrøbelige sensibilitet er smukt og lige så skrøbeligt pakket ind i det gule omslag; der er ingen bogryg, men derimod en samling sider, syet sammen af en tynd, hvid snor, hvilket giver bogen en åbenhed "at se igennem". Sådan er det også at læse digtene; de forekommer gennemsigtige og utroligt fine, holdt sammen af fin, usynlig tråd.

Der citeres fra Lyn Hejinian, Fiona Apple, Flannery O'Connor og Anne Carson. På dansk minder Asta Olivia Nordenhofs poesi om Løppenthins.

Læs hele vurderingen