Man sagde hun lo på bålet

Bogen indleder med, at den 22 årige Susanne kommer til den nordjyske landsby Mørkhøj. Dygtigt bygger forfatterinden spændingen op. indtil Susanne på en spadseretur kommer til noget, hun tror er et herregårdsmuseum, hvor hun lægger sit nutidige tøj og ifører sig en dragt fra slutningen af 1620'erne. Hermed forvandles hun først delvis, siden næsten helt til borgfrøkenen Charlotte. Skildringen af Charlotte og hendes fortid i Chr. IV's København er kun lidt medrivende. Der er ellers stof nok: en katolsk mor og en intellektuel far i det protestantiske Danmark, et velhavende hjem, der langsomt bliver fattigere, natlig begravelse af den pestramte mor, drab på en præst, faderens henrettelse og Charlottes flugt til Jylland. På en eller anden måde bliver det alligevel kedeligt og uvedkommende. Det lykkes forfatterinden at forbinde Susanne 1974 med Charlotte ca. 1627, men først hen imod slutningen, hvor flygtninge fra Trediveårskrigens lejesoldater kommer til Mørkhøj, og Susanne begynderat dukke op i Charlotte igen med det resultat, at hun af sig selv tilstår at være heks og bliver brændt, fænger bogen på ny. Alligevel sidder man efter endt læsning og ærgrer sig over alle de muligheder forfatterinden ikke har udnyttet.

Læs hele vurderingen