En medrivende krimi i den gamle engelske tradition, som denne bog faktisk grundlagde. De 140 år på bagen bør ikke skræmme krimielskere.

Tidligere på året kom Kvinden i hvidt fra 1860, der af nogle regnes for den første kriminalroman, men nærmere er en thriller. Månestenen fra 1868 er derimod en rendyrket krimi og dermed fader til en tradition, der især i England har holdt sig i omkring 100 år. Under krigen i Indien får en engelsk oberst fat i en stor diamant, der er en vigtig del af en ganmmel helligdom, og sagnet siger, at der følger uheld med den. Ad omveje havner den hos den unge Rachel Verinder på hendes 18-års fødselsdag, men allerede samme nat forsvinder den sporløst. Forbrydelsen sættes i forbindelse med nogle indere, der rejser rundt og udgiver sig for gøglere, men sagen er meget speget. Collins lader den fortælle over et år af forskellige aktører, der har forbindelse med sagen, og den samlede beretning afslører den overraskende slutning. Sprogligt er det en så konsekvent fornøjelse. Collins giver de meget forskellige skribenter stemmer, og mysteriet trækker sin læser igennem de knap 500 sider på rekordtid.

Edgar Allan Poe og Conan Doyle er oplagte sammenligninger, men både læsere af Sayers og Christie vil føle sig hjemme, selv om Collins slår dem sprogligt med flere længder.

Det er herligt endelig at have fået et af kriminallitteraturens hovedværker på dansk, og den lever til fulde op til mine forventninger.

Lifligt endelig at kunne læse "den første, den længste og den bedste engelske kriminalroman" på dansk. Ovenstående citat tilskrives T.S. Elliot, og dermed må bogens uomgængelige klassikerstatus være s...