Faderen og en veninde døde pludseligt begge ved en ulykke, og det fik forfatteren Katrine Marie Guldager til at påbegynde en psykoanalyse, der varede i ni år. Den lange proces med fire besøg om ugen, hvor hun satte projektør på sig selv, holdt hun hemmeligt, mens det stod på. Under psykoanalysen talte hun igen en sammenhæng i tilværelsen frem. Nu delagtiggør hun andre i sin indre sjælerejse, som hun sammenligner med Dantes rejse til helvede. Psykoanalysen bringer hende tilbage til barndommen, forældrene, rejser, dans, igennem op- og nedture, angst og valg. Det er en spændende proces at følge, for tilsyneladende lyder hendes baggrund og oplevelser ret almindelige, men hun beskriver forandringerne før og efter psykoanalysen, tankevækkende og overbevisende. Også modstanden, tavsheden, frustrationerne over sit dobbeltliv er med, for ofte oplevedes det som et fængsel. Der er smukke, indsigtsfulde passager, hvor digteren udfolder sig. Det er sjældent psykoanalyse i så personlig en form fortælles, og man forstår forskellen på almindelig psykologhjælp, psykoterapi og psykoanalyse. Da bogen er en fin blanding af biografi, indre personlig rejse til større selverkendelse og måske guide til forfatterskabet, har den bred appel. Minder om den i sin tid meget læste roman af Marie Cardinal: Ord som forløser, 1975.