Den ny Marklund er et must for hendes meget store læserskare, der med fornøjelse har læst de foregående seks femikrimier med journalisten Annika Bengtzon. Livstid fortsætter umiddelbart, hvor Nobels testamente fra 2006 slap, og selv om Marklunds krimier for så vidt kan læses uafhængigt af hinanden, vil jeg klart anbefale, at man læser dem i rækkefølge.

Nogle mener, at Marklund inddrager for meget af hovedpersonen Annika Bengtzons privatsfære i sine krimier; for meget femi og for lidt krimi. Det private videreføres også i Livstid; mig generer det ikke, men når Livstid alligevel ikke helt holder flyvehøjden i forhold til Marklunds foregående krimier, er det dels, fordi den er længe om at komme i gang, dels fordi den indeholder for mange sidehandlinger, som lidt for bekvemt bindes sammen til sidst. Handlingen er i hovedtræk som så: Annikas privatliv ligger i ruiner med en utro ægtemand, der vil skilles og have forældremyndigheden over deres to små børn, en nedbrændt villa og brudte venskaber. På avisen dækker Annika et mord på en politimand med heltestatus. Hans unge kone mistænkes for mordet og for bortførelse af deres lille søn. Alt synes åbenbart, men med utrætteligt engagement og tæft afdækker Annika den stadigt mere ubehagelige sag.

Oplagt læsning for yndere af svenske krimier i almindelighed og af femikrimier i særdeleshed.

Selv om Livstid ikke er Marklunds bedste, er det en udmærket krimi, som man gerne bruger en weekend på, og fortsættelse følger.