Blandt de mange erindringsbøger fra kz-lejrene hører Kulkas til de bedste. Forfatterens reflekterende stil betyder dog, at læsere, der i forvejen er godt inde i emnet og kender andre tilsvarende skildringer, vil få mest ud af bogen.

Den israelske historiker Otto Dov Kulka beskriver i denne gribende bog sit gensyn med Auschwitz, som han igen besøgte som voksen mand i 1978, hvor han deltog i en historikerkonference. Det besøg åbner de porte og sluser, bag hvilke Kulkas rystende barndomserindringer indtil da havde været lukket inde. Sammen med sin mor blev Otto Dov Kulka i 1943 sendt fra Theresienstadt til den såkaldte "Familielejr" i Auschwitz-Birkenau, hvor hans far allerede befandt sig. I denne særlige lejr fik børn, kvinder og mænd lov til at leve sammen så længe det var magthaverne bekvemt af hensyn til den internationale opinion i skikkelse af Internationalt Røde Kors. I samme øjeblik, fangerne ikke længere gjorde fyldest som udstillingsbillede, blev de likvideret. Den ellers distancerede og køligt objektive historiker Kulka overvældes af sine følelser ved gensynet med Auschwitz, og det er stærk læsning.

Primo Levi sætter også sit Auschwitzophold i en større filosofisk sammenhæng i sin De druknede og de frelste.

I en afdæmpet stil reflekterer Kulka over sit ophold i Auschwitz, der i drømmeagtige sekvenser opleves med et barns øjne. Det gør det til en meget bevægende bog.