I følge bogen er Lotte Houman født i 1971. I flere år har hun måttet kæmpe med depressioner og angst. Først er hun patient i det offentlige system, hvor hun får tilbudt medicinsk behandling med lykkepiller. Hun har dog ikke lyst til at fylde sin krop med medicin og søger derfor alternativ behandling. Lotte Houman går i terapi, og efter et forløb over flere måneder kommer hun igennem sit livs værste krise. Hendes ønsker for fremtidens behandling er, at den medicinske verden repræsenteret af læger og sygeplejersker og den alternative kunne finde en måde at samarbejde på til fordel for patienterne. Ved hjælp af terapi lærte Lotte Houman at opgive sin offerrolle og selv tage ansvaret for sit liv. Det havde hun ikke opnået ved den traditionelle behandling med piller, hvor patienten bliver afhængig af medicinen. Den lille bog er en stærkt personlig beretning. Sproget virker nogen steder talesprogsagtigt og lidt klichepræget. Hele beretningen kan forekomme lidt selvcentreret, men for den, der er præget af angst og depression, består verden jo ikke af meget andet. På den måde virker bogen ærlig og oprigtig. Bogen kan også ses som et indlæg i debatten om lykkepiller contra terapi og traditionel behandling contra alternativ behandling

.