Bøger / faglitteratur

Lær at leve - med mere nærvær og mindre stress


Beskrivelse


Introduktion til hvordan man kan arbejde med sig selv i forhold til nærvær og stress. Om forskellige aspekter som kan påvirke livskvaliteten, som angst, skyldfølelse og vrede, samt øvelser og teknikker til at ændre adfærd.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. maj 2016

af

af

Dorte Tissot Hansen

d. 26. maj 2016

Hvis man ønsker at arbejde med sig selv i forhold til nærvær og stress, kan man finde inspiration i denne svenske selvhjælpsbog, der bygger på forfatternes egne erfaringer og handler om at være til stede i nuet og undgå stress.

Efter en præsentation af de to forfattere, der selv har kæmpet med stress og angst, indledes bogen med afsnit om børn og stress, samt opvækstens betydning for det senere liv og den enkeltes udvikling af selvværd. Derefter fokuseres på forskellige aspekter, der påvirker livskvaliteten og evnen til at være nærværende: Stress, angst, skyldfølelse, forventninger, tankestrømme, negativitet, vrede m.m. Teksten er delt op i korte afsnit og brydes jævnligt af citater, cases, eksempler fra forfatternes egne liv, samt lister i punktform. Ind imellem gives idéer og øvelser, som man kan arbejde med, hvis man ønsker at ændre adfærd. Bagerst en liste over inspirationskilder.

Populær svensk selvhjælpsbog, der indeholder en blanding af personlige erfaringer, citater og gode råd. Placerer sig midt i feltet af selvhjælpsbøger på området. Kommer omkring mange aspekter af emnet i et lettilgængeligt sprog.

Af andre nyere selvhjælpsbøger om nærvær og stress kan nævnes Mindre stress, mere nærvær af Lars Damkjær. Kendte forfattere som Eckhart Tolle og Deepak Chopra har skrevet mere udførligt men mindre tilgængeligt om det samme emne.