Anne Dickson har med bestselleren Og jeg mener hva' jeg si'r, 1988, gjort sig fortjent til betegnelsen "assertionens mor". Men, som hun skriver i denne nye assertionsbog, der er desværre sket en udvanding både af assertionsbegrebet og af assertionskurserne. At være assertiv har efterhånden fået betydningen: at have fod på enhver situation, at være cool og tjekket. På assertionskurserne er der en tendens til at nøjes med modellen og analyserne, men springe over rollespillene. Det er en stor fejl, for det er i rollespillene, man får integreret assertionen i sin personlige kommunikation. Med denne bog søger hun at give begrebet et "brush up". Hun fokuserer, som titlen siger, på kvinder i arbejdslivet og kommer ind på forskellige sider af kvinders særlige vilkår her. Til belysning bruger hun eksempler på situationsspil fra egne kurser. Det befordrer forståelighed, men alligevel er det som om støvet har lagt sig over assertionen. Eller måske det skyldes at eksemplerne er taget fra engelske arbejdspladser? Bogen bringer ikke så meget nyt frem, selvom jeg med begærlighed kastede mig over kapitlet "Vanviddets værdi", som jeg ville ønske havde fyldt hele bogen. Mon ikke emnet og forfatternavnet i et vist omfang vil sælge bogen.