Thomas Bernhards romaner har behov for og fortjener formidling i bogcaféer, til romansnak og i temaudstillinger. Han er ikke svært tilgængelig eller tung, alligevel er hans bøger til læsere, som vil overraskes og udfordres

.

Thomas Bernhard (1931-1989) er østriger og ophav til et af efterkrigstidens væsentlige tysksprogede forfatterskaber. I Kulden ser jeg-fortælleren tilbage på sit liv, især de perioder, han var indlagt på tuberkulosesanatorium. Her ligger de syge på lange rækker og harker slim op i litervis, mens inkompetente, autoritære læger kludrer med patienternes liv og helbred. Sanatoriet bliver et billede på verden: En straffeanstalt, som ingen slipper fra igen, og tror man sig rask, kommer man alligevel retur til nye behandlinger. Bryder man reglerne, skærpes straffen. Absurditeten bliver den eneste mulige vej. Det er gråt, trist og håbløst - eller det kunne det være. Men bogen er skrevet på en vrede, der formidler både kampgejst og overlevelsesvilje, og samtidig er sproget så flot: letlæst, koncist og alligevel udfoldet og varieret. Digteren Strunge sagde engang noget om, at god litteratur skulle udfordre og anfægte, ikke bare puttes i bås. Så det her er rigtig god litteratur

.

4. bind i Bernhards selvbiografiske romanserie, hvoraf de tre første er udgivet på dansk. Det 5. og sidste bind skulle komme her i efteråret

.

Selvbiografisk roman om ophold på tuberkulosesanatorium. Fjerde del af serie. Stor litteratur, som fortjener aktiv formidling

.