Er man trods alt sympatisk, hvis man er vennernes ven, begavet, vellidt leder, god far og tager sin straf uden klynk? Er man et mandfolk, hvis man er viljefast kriger med kvikke bemærkninger ved egen henrettelse? Forfatteren synes for mig at mene ja. Martinsen (M) var en central skikkelse under Besættelsen: chef for Frikorps Danmark og senere leder af det berygtede Schalburgkorps, som han håbede kunne blive kærnen i et nyt styre i Danmark. Vi hører om Ms hårde barndom og opvækst, hans totale enten eller indstilling, ihærdigheden samt kampene på Østfronten, kompromittering pga. politisk naivitet, kompromisløsheden og den senere fængsling og henrettelse 1949. For mig løber fascinationen af med Bøgh, der bl.a. på udstrakt brug af udsagn fra Ms to børn og hengivne veteraner lægger op til en slags rehabilitering, som jeg efter endt læsning intetsteds finder belæg for i fremstillingen. Fx undrer Bøgh sig tit med M over dennes gentagne forbigåelse mht. avancement ved fronten, som ellers turde være indlysende pga. Ms dårlige samarbejdsevner og mangel på fleksibilitet og selvkritik. Derudover forekommer ikke alt mig lige underbygget og troværdigt. Fx en for mig noget usandsynlig tilståelse, som giver M alibi for personligt at henrette sin kones elsker. Men bogen er velskrevet og spændende og vil finde læsere blandt de erfaringsmæssigt mange besættelses- og Frikorpsinteresserede

.