Sygdom har indhentet 82-årige Poul Martin og nærmest tvunget ham til at reflektere over sit uafsluttede forhold til ungdomsvennen Eduard. I gymnasietiden beundrede han ham grænseløst, men senere tager han afstand fra ham og de har ikke set hinanden i 42 år. Poul Martin indleder en intens eftersøgning af vennen, mens han i glimtvise tilbageblik erindrer fortiden. Deres særegne og nærmest symbiotiske venskab viser sig at rumme et grumt skæbnefællesskab som først afsløres for læseren i et fatalt slutspil. Selv om handlingen så at sige bevæger sig i pensionisttempo, dirrer den hele tiden af intensitet og ufortalt mystik, som mest befinder sig på det psykologiske plan og er i sidste ende et spørgsmål om identitet. Samtidig er romanen et overrumplende og usentimentalt gerontologisk portræt med appel til en bred læserskare. Sprogligt og kompositorisk et dybt originalt debutværk.