Murakamis nye roman skuffer ikke og er noget nær et mesterværk. Den er især guf for for fans af Murakami, herunder undertegnede og er bestemt ikke for nybegyndere af forfatterskabet. Den nærmeste af hans bøger man kan sammenligne med er Trækopfuglens krønike, 2001. Dog er Kafka på stranden endnu mere raffineret. Der er så mange lag i denne "meta-fiktion" at den er vanskelig at referere uden at udelade noget vigtigt, men alligevel kan man tale om to hovedspor. Hovedpersonen med det selvopkaldte navn Kafka Tamura stikker af hjemmefra på sin 15-års-fødselsdag. Han bor alene i Tokyo, idet moderen og søsteren har forladt hjemmet for mange år siden. Faderen møder man senere i skikkelse af den sindssyge billedhugger "Johnnie Walker". Kafka rejser til øen Shikoku og finder her det smukke gamle og litterært unikke Komura bibliotek, og en ny verden åbner sig sig for ham. Han får nye venner, sære ting sker, og måske er ejeren af det private bibliotek, den smukke fru Saeki, hans mor, og vi har gang i "Ødipus-myten". I det andet spor følger vi den sympatiske Nakata, som konsekvent omtaler sig i tredje person. Han kan hverken læse eller skrive, men han kan tale med katte. Fra Nakata er der spor tilbage til en mærkelig hændelse ved Risskålbjerget i 1944. Et møde med en kattedræber sender Nakata på flugt mod Shikoku, og sporene flettes sammen i denne magiske realisme.