Lass døde som 24-årig under en sejlads i Indonesien. Han faldt over bord og blev aldrig fundet. Hans forældre har kun fået få oplysninger om hvad der egentlig skete og det offentlige har kun ydet meget ringe støtte. Faderen besluttede som en slags selvterapi at skrive breve til Lass og fortælle ham om den tid der er gået - hvilke tanker han har gjort sig, hvilken sorg han bærer på og hvordan han forsøger at forsone sig med savnet efter Lass. Faderen henter megen hjælp i litteraturen, og de væsentligste passager, citater, digte gengives i bogen. Det har været en hjælp at læse hvad andre har skrevet om det at miste et barn. Det er ikke muligt at holde en begravelse, men forældrene holder en mindehøjtidelighed og de findes deres private sted i havet hvor de lægger blomster til Lass. Ved slutningen af bogen forstår man at skriveprocessen har hjulpet faderen til at leve videre uden konstant smerte. Det er bevægende, men aldrig privat, og man må glæde sig over at Ole Andreassen har villet delagtiggøre andre i den hårde proces han har været igennem, for der er meget at hente i den for andre i samme situation. Kære Anne Stine, 98 handler også om en lignende proces med et voksent barn, men den er meget privat og kan ikke formidles så bredt

.