Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Julie finder en saks


Beskrivelse


Billedbog. Julie finder en saks og vil klippe sin lillebror, Jens, langhåret. Det klarer hun ved at klippe sin sovende fars hår, og sætte det på lillebror ved hjælp af lim og plastre.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. mar. 2013

af

af

Louise Urban Andersen

d. 6. mar. 2013

Denne fine billedbog henvender sig til de 3-6-årige og deres forældre. Den kan med fordel bruges, når der skal åbnes for samtaler om søskendeforhold, og hvad man må og ikke må.

Dette er den tredje billedbog fra parret Ersland og Brøgger om den dominerende Julie og hendes lillebror, Jens, der må finde sig i lidt af hvert. Denne gang finder Julie en saks, og hun synes, det er noget sjovere at klippe sin lillebror langhåret end at lege frisør selv. Det går ud over den sovende fars hårpragt, der klippes af og sættes på lillebror Jens med plastre og lim. Pludselig vågner far, og Julie får skjult Jens' hår. Julie får ros af far for at lege så fint med sin lillebror, men vi læsere ved bedre. Far vil også til frisør hos Julie og har endnu ikke opdaget, at han allerede har været under Julies kærlige behandling. Bogen slutter af med at far, lillebror Jens og Julie må en tur til frisøren. Som de to andre billedbøger om Julie, er Brøggers streg stram, skæv og naivistisk - og understøtter på den måde rigtig fint Erslands enkle og præcise tekst.

Som de to andre bøger om Julie, er der ikke umiddelbart billedbøger at sammenligne med. Måden, hvorpå Julie altid formår at lave ulykker, kan sammenlignes med Aakesons Vitello-bøger, men mens Vitello er enebarn, er det i denne bog søskendeforholdet, der er det afgørende.

Herlig billedbog om søskendeforhold og hvad man må og ikke må for de 3-6-årige.