En fabel om at finde sin indre havmåge og turde løfte sig op over hverdagens trivialiteter for at gå vejen alene. Til læseren der elsker fabler og allegorier - eller vil genlæse 1980'ernes kultbog.

Et gensyn med havmågen, som elsker at flyve og nægter at indgå i flokkens sædvanlige og ensformige trummerum. Den unge havmåge Jonathan søger i stedet at dygtiggøre sig og forfine sine flyvefærdigheder for herigennem at opleve den ultimative frihed. De andre måger hakker på ham, fordi han gør oprør mod det gængse mågeliv der handler om at søge føde og æde og ellers gøre præcis som man altid har gjort. Han udstødes af flokken, men finder sammen med nogle andre måger, der har det som ham. Som en ekstra tilføjelse er indsat et nyt kapitel om arven efter Jonathan, som ellers har været udeladt i alle øvrige udgaver.

Teksten er sat med en ny font, men er ellers identisk med 3. udgave fra 1992; det gælder også det rodede fotolayout med billeder der skrider delvist ind over nabosiden. Nyt er 4. kapitel, som skildrer hvordan Jonathans næsten messianske efter-arv er lige ved at dræbe frihedsidealerne. Til trods herfor tror jeg alligevel, tiden er ved at være løbet fra Havmågen til det helt store publikum, men i opgavesammenhæng benyttes den stadig.

Læs også dyrefablerne Den blå delfin

Jeg tør nok vove et øje og kalde denne lille bog en klassiker nu, men derudover er den til læsere af spirituelle bøger, af fantastiske fortællinger og måske dyrefabler.

Bogen om Jonathan havmåge kom 1. gang på dansk i 1973. Han er utilpasset og vil ikke rette sig efter krav og gøre "det man gør", slås om muggent brød og skrige og skråle og blive på land, når det er tåge eller mørkt. Nej, han vil finpudse det, han er bedst til: at flyve. Gruppepresset får Jonathan udstødt, og han lever alene men dog et godt og langt liv, han lever sin drøm så langt ud, som han formår. Så strejfer vi fra min synsvinkel kristusmotivet: Jonathan bliver "hentet hjem" af to "mågeengle", lysende hvide perfekte flyvere. Jonathan kommer (måske!) i mågehimlen, perfektionerer sin flyvning og får muligheden for at vende tilbage og vejlede nye flyvere. Her får han sin nærmeste discipel, Fletcher, uddannet til at føre troen på frihed og flyvningens kunst videre. Holder historien så 39 år efter? Ja, det synes jeg, også båret af Henrik Nordbrandts lette og ubesværede fordanskning. Det er stadig en dejlig og romantisk fortælling om at turde tro på sig selv, sin drøm og sin kunnen, og ikke lade sig presse af fordomme. De gråsorte og stemningsmættede mågefotos har også stået distancen.

Siden har den fantastiske genre udviklet sig i mange retninger. I hver sin ende kan Gaarder og James Redfield nævnes. Den nye udgave er lidt mindre og mere beskeden end de forrige.

Jonathan er klar til at møde nye generationer.

40 sider tekst om måger og 49 sider glimrende fotografier af måger, det lyder ikke som opskriften på en bestseller - og alligevel har den individualistiske havmåge, der ville lære at flyve hurtigere, højere og bedre kun for flyvningens skyld også sprængt adskillige salgsrekorder. Bogen er en myte om stræben mod fuldkommenhed fortalt klart og godt i et sprog præget af pilotudtryk og med tanker om total frigørelse fra tid og rum hentet fra orientalsk mystik. • Jonathan når efter sine første ensomme og dristige testflyvninger, der bringer ham i konflikt med mågeflokken til et højere plan, hvor en gurumåge lader ham se det himmelske lys og kærlighedens betydning. Derpå vender han tilbage til flokken for som guru og instruktør at sprede sit budskab og sin viden om aerodynamik. En helt anderledes bestseller, som nok ikke vil flyve ind i litteraturhistorien, men som bør købes nu alle steder. Jeg tror dog ikke den også bliver årets salgssucces herhjemme.

En smuk og tankevækkende fortælling om havmågen Jonathan, der trodser sin flok i jagten på det frie og uafhængige liv. Anbefalet af bibliotekar Anne Birgitte Hundahl, Vejle Bibliotek Trods sin ringe ...

Jonathan Livningston Havmåge er en humoristiak fabel om at flyve - for at flyve! Jonathan er den måge, der udforsker grænserne for sine egne talenter fremfor at konkurrere med flokken om fiskeaffald. ...