Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg

Forsiden får mig til at tænke på geriatri, men det er helt ved siden af. Denne bevægende roman er en tragikomisk fortælling om angsten for livet og døden. Til læsere, der vil røres og berøres. Aktiv formidling, da forsiden er som den er.

Skomsvold er en norsk debutant (født 1979), som med denne titel har modtaget Tarjei Vesaas' Debutantpris. Matea har en stor del af sit liv levet i selvvalgt isolation i sin lejlighed i Oslo, førhen med ægtemanden "Epsilon", og den fordomsfulde hund Stein. Matea lider af social fobi og ægtemanden var heller ikke helt almindelig. De to mødte hinanden fordi de begge talte sten i skolegården. Nu nærmer hun sig døden. Hun er bange for at gå ud. Hun er bange for at dø uden at have levet. Hendes dage går med at hækle, finde på rim og dødsannoncer, og ikke mindst at undgå kontakt, selvom hun gerne vil og prøver på sin egen akavede, bizarre facon. Jeg lo med en klump i halsen, for det er så tragisk og bevægende, og samtidig dybt humoristisk. Skomsvold har et finurligt, kreativt sprog, og hele historier oprulles mellem og på linjerne.

Gøhril Gabrielsen, ej oversat til dansk, har noget af det samme skæve og absurde som Skomsvold. Herbjørg Wassmo gik, som Skomsvold, med sin trilogi om pigen Tora, ind under huden på læserne, dog uden den specielle Skomsvolds'ke humor.

Skomsvold når helt ind under huden på læserne med denne roman, som er alt for hurtigt læst og sent glemt. Lad os endelig se mere til denne spændende, nyskabende forfatter.

Læs hele vurderingen

Norsk debutant mestrer det morsomme og morbide. Overraskende og charmerende roman om en besynderlig kvindes besynderlige liv. Mathea Martinsen er en enlig ældre dame, som i den sidste del af sit liv g...

Læs anmeldelse