Med dette sjette bind er vi nået til vejs ende af bygningen af jernbanen i Norrbotten og dermed af den lange kulturhistoriske og sociale saga om det lille samfund Lillvattnet i slutningen afforrige århundrede. Centrumsfigurerne er stadig Didrik sognerådsformand og hans kone Anna-Stava, og omkring dem lever og drømmer familie og venner og fjender, lensmænd, fattige jordbrugere,småhusmænd, savværksfolk osv. Didrik hentes til Stockholm til tugthuset på grund af underslæb, som han har påført sognet i sin gode vilje for at bringe jernbanen og dens (økonomiske) velsignelsertil sognets beboere, men han vender dog hjem sidst i bogen. Imens kommer kongen under stor ståhej og indvier jernbanen og stationen Vattnet. Som jeg har skrevet før, stiller SL store krav til sinelæsere, og jeg synes, dette bind har været det vanskeligste endnu at læse med de lange afbrudte sætninger, halve linier, citater, sære udtryk, og jeg havde svært ved at holde rede på, om tingeneforegik i nutiden ellerdatiden, i virkeligheden eller i personernes drømme, men alligevel efterlader SLs sprog en fornemmelse af noget unikt og smukt. - Serien må naturligvis følges op, menhandlingsmæssigt er dette bind nok det svageste.