Jeg vil ikke græde endnu - en autentisk beretning

Nu hvor de sidste der oplevede besættelsen er ved at være borte, finder de efterladte private kilder frem som disse kommenterede fragmenter af breve og en dagbog, udgivet til glæde for historikerne og andre særligt interesserede.

Samtidig med at politiet blev arresteret af tyskerne blev også det lille korps af grænsegendarmer, der dengang vogtede den dansktyske grænse, taget, og en stor del af korpsets medlemmer blev interneret. Først i Frøslevlejren. Flere endte i kz-lejre, hvor de levede under rædselsvækkende forhold til krigens slutning. En af dem var den dengang 25-årige Vilhelm Filges, og det er hans hustru Annas dagbog og deres gensidige breve, der danner rygraden i bogen. Marie Helleberg har hjulpet med kommentarerne, men det er kilderne, der bærer beretningen.

Denne beretning historien om 2. verdenskrigs konsekvenser for mennesker i et af Europas mere fredelige hjørner helt tæt på. Vi fornemmer Annas uro, og vi forstår de voldsomme traumer, få måneders ophold i Neungamme efterlader Vilhelm med, men når det er sagt, skal det også nævnes, at bogen ikke når en litterær intensitet, der vil sikre den bredere interesse.

Ballegaard, der er en søns beretning om en ung politibetjents og hans families oplevelser i forbindelse med politiets internering, fortæller en lignende historie med samme lokale/private vinkel.

Læs hele vurderingen