Formidabel roman af Per Petterson. Oplagt for de mange læsere, der allerede følger forfatterskabet, og en øjenåbner for dem, der først stiger på her. Forsiden gør ikke meget væsen af sig, men er man først suget ind i det særlige og intense univers, overgiver man sig gerne og giver romanen den tid, det tager at læse den tætskrevne prosa.

Oslo 2006. Efter et sammenbrud er den akademisk uddannede Jim tæt på at give op. Mens han står og fisker, kører en flunklende ny Mercedes forbi, og chaufføren hilser kort på ham. Det er Tommy, og materielt er det gået ham godt her i livet. De to voksede op sammen og var indtil 18-års alderen bedste venner og uadskillelige. Så indtræffer et vendepunkt, et syndefald, og de glider fra hinanden. I en meget flot komposition fortælles deres individuelle og fælles historie fra barndommen over vendepunktet til nutiden 35 år senere. Kronologien er springende og synvinklen skiftende, og det giver romanen et særligt liv. En grum og nådesløs fortælling om fædre og sønner, vold og sårbarhed, venskab og tab, magt og afmagt, og hvad, der får os til at gøre, som vi gør.

Norske Per Pettersons (f. 1952) prisbelønnede forfatterskab er en enestående stemme i den nordiske realisme, og alle hans romaner er i dialog med hinanden. I et i forvejen meget flot forfatterskab er Jeg nægter helt i top og på linje med hans mest kendte roman, Ud og stjæle heste, 2004.

Flot, voldsom, intens og nærværende roman af Per Petterson. Den vil holde i mange år og få mange læsere.