Jeg er blevet lokal

Digte som i kraft af deres enkle formsprog kan formidles til en bred målgruppe, også til læsere som normalt går uden om lyrikken.

I et af samlingens første digte lover jeg'et at han ikke "vil skrive/ om naturen/ denne gang/ årstidernes skiften, det/ vekslende vejrlig/ og lyset etc." Det løfte holder Peter H. Olesen ret konsekvent i disse tekster, der handler om at lægge afstand til rollen som den patetiske, registrerende digter, og i stedet blive en del af det nære og lokale og høre til et sted. Med lune og humor tematiserer digtene dét at forholde sig til og være forpligtet af det nære og konkrete som modvægt til rastløsheden, betragterrollen og dét bestandig at være på vej et andet sted hen. Et andet spor i samlingen er de metapoetiske digte, hvor forfatteren reflekterende og på afstand "hænger over teksten/ og kigger ned i sætningerne, ordene." Peter H. Olesen har foruden en række digtsamlinger udgivet romanen Korrekturlæseren, 2008.

Det mundrette sprog, humoren og evnen til at se det hverdagslige og tilsyneladende banale i et både skævt og eftertænksomt perspektiv har Peter H. Olesen til fælles med fx Benny Andersen og Peter Poulsen.

Både sprogligt og tematisk hylder digtene det konkrete og nære. "Et digt handler måske om ikke at sætte tingene på spidsen" hedder det et sted. Det kan man heller ikke beskylde Peter H. Olesens digte for at gøre. Snarere tværtimod - og undertiden med en tendens til, at der går lidt for meget tilbagelænethed og knækprosa i projektet.

Læs hele vurderingen