I Hjemmefronten beviste Hotakainen, at han behersker humoren iblandet det dybt tragiske. Det samme gør sig gældende her i denne roman, som handler om forholdet mellem en far og søn, og om deres forskellige indstillinger til livet. Faderen har den indstilling, at der ikke findes noget guddommeligt, der styrer livet, man bliver nødt til selv at tage ansvaret for sine handlinger, mens sønnen, Pekka, er blevet troende. Var han da bare blevet alkoholiker, kunne man da forstå det, mener faderen. Faderen er blevet ramt af en hjerneblødning, han får at vide, at han skal tage det med ro, men det kan og vil han ikke. Lige så snart han er blevet udskrevet fra hospitalet, rejser han til Skt. Petersborg, hvor Pekka arbejder som forgylder på Isaak-katedralen, for at overbevise ham om, at Pekka tager fejl, og samtidig gøre deres forhold godt igen. Men det bliver ikke så nemt. Samtidig med at faderen langsomt får sin hukommelse igen, mindes han sit liv, og især skildringen af moderen, som er død et par år tidligere og som han savner meget, er smuk. Hotakainen tegner et portræt af en mand, som har været vant til, at det var hans meninger, der var de rigtige, men som nu er blevet gammel, og i virkeligheden er blevet en ensom og bitter person. Romanen er spækket med morsomme hændelser og spøjse personer, så det er svært ikke at grine højt, samtidig med at tragedien lurer under overfladen.