Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Iqbal Farooq og den indiske superchip


Beskrivelse


Da Iqbal kommer i besiddelse af en særlig chip, der kan løse verdens energiproblemer, bliver han hurtigt efterstræbt af to farlige grupper, der for enhver pris vil have fat i chippen. Han og hans bror, Tariq, må nu ud i en farefuld færd for at kunne give chippen videre til myndighederne.

Anmeldelser (5)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. dec. 2016

af

af

Signe Rugtved Andersen

d. 1. dec. 2016

Dette 3. bind i serien om Iqbal bliver i anledning af bogens filmatisering og biografpremiere genudgivet med ny forside. Hæsblæsende humor og action til højtlæsning fra 8 år og selvlæsning fra ca. 10 år.

Humoristisk krimifarce om 13-årige Iqbal, hans familie og resten af opgangen i Blågårdsgade på Nørrebro. Iqbal kommer i besiddelse af en meget værdifuld chip, der kan løse jordens energiproblemer. Iqbal vil overdrage chippen til myndighederne, men der er mange, der er interesserede i at få fingre i chippen; både motorcykelbanden Helles Øgler og terrorbanden Imamer i Pyjamas er klar til at tage alle midler i brug for at få fat i den. Iqbals svindleronkel Rafiq bortføres af imamerne og så må Iqbal og hans venner ellers forsøge at rede trådene ud i en mildest talt optrappet konflikt. Som i de foregående bind er historien illustreret med tegninger af Lars-Ole Nejstgaard.

Fis, ballade og samfundssatire i børnehøjde. Historiens hæsblæsende tempo byder på masser af action, som bazookaer på Rådhuspladsen og en motorcykeljagt i Rundetårn. Den rablende fortælling bæres i høj grad af Sareens sproghumor og flittige og vittige brug af slang og dialekter.

I forhold til tidligere udgaver er indholdet uændret, men formatet er lidt mindre, og den har en ny forside, hvor filmens skuespillere er afbilledet. Serien sammenlignes ofte med Bjarne Reuters "Bertram"serie, der indledes med Bertram - Kidnapning.


Bibliotekernes vurdering

d. 24. apr. 2009

af

af

Tove Delica

d. 24. apr. 2009

Det er nu 3. gang, vi møder Iqbal fra Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot, 2006, og som de første historier kan denne sjove historie bruges til oplæsning fra 8 år og selvlæsning fra 10 år. Omslaget er farverigt, skægt og indbydende.

Den 13-årige Iqbal fra Blågårdsgade er ved et tilfælde kommet i besiddelse af en særlig chip, der kan være løsningen på verdens energiproblemer, og dermed er mange miliarder dollars værd. Iqbal og hans bror Tariq vil selvfølgelig give chippen til myndighederne, men der kommer hele tiden noget i vejen, bl.a. motorcykelbanden Helles Øgler og en farlig gruppe oliesheiker, Imamer i Pyjamas. De 2 drenge bliver nu jaget over stok og sten af de 2 grupper, der begge vil have fingre i chippen for enhver pris. Handlingen er hæsblæsende med biljagter, bazookaer på Rådhuspladsen, motorcykeljagt i Rundetårn o.m.a. Det er morsomt på grænsen til det platte, men det virkelig sjove er sproget, der er ubetaleligt. Sareen kan sine indvandrergrupper, og gør grin med alt og alle. Sproget er fyldt med slang, og i tempofyldte replikker karakteriseres de forskelige nationaliteter præcist og uhøjtideligt - ligesom danskerne! Fordomme af alle slags bliver bekræftet, for straks at blive punkteret igen med et brag.

Bogen vækker mindelser om Reuters bøger om Vanløse-børnene og er dog helt sin egen i stilen.

Det er en multikulturel farce i bedste Olsenbande-stil, med den velgørende indstilling, at hvis vi kan grine af hinandens forskelligheder, er det lettere at leve sammen.


Berlingske tidende

d. 5. juni 2009

af

af

Kari Sønsthagen

d. 5. juni 2009


Weekendavisen

d. 12. juni 2009

af

af

Damian Arguimbau

d. 12. juni 2009