Carl Sørensen er 94 år og anbragt på et plejehjem. Hans kone er død for trekvart år siden, og han er meget dement. Han vil ikke tilpasse sig, gør som han vil og har en teknik, hvor han mentalt forlader sin krop. Synsvinklen er overvejende hans, og i flashback fortæller han om oplevelser fra barndomshjemmet og om samlivet med hustruen Marta og hendes lillesøster Lise. Datteren Ellen er bogens anden fortæller. Hun er enlig mor, arbejder freelance og er som faren en drømmende overlever, der står i modsætningsforhold til den borgerlige bror. Hun har forladt hjemmet tidligt og genoptager nu impulsivt kontakten med faren. Her opdager hun de muligheder som slægtskabet kan give for at få orden i sit eget liv. Carls demens og hans oplevelse af "alderdommens undtagelsestilstand" virker sandsynlig og konfronterer læseren med det, vi som pårørende mener at gøre bedst muligt, men hvor det mulige ikke er særligt menneskeligt. Som vanligt hos K.T. er tingene nuancerede og sproget en fornøjelse. Emnet er lige som i Bonsai, 2000, noget vi ønsker at fortrænge, og som K.T. gør menneskeligt og vedkommende. Det er ikke en af forfatterens bedste bøger, men kvalitetsmæssigt er den alligevel i toppen af de danske udgivelser

.