Et barn bliver svigtet og gjort fortræd af en mor, der knap kan tage vare på sig selv. For læsere af stærke danske barndomsskildringer.

Selvbiografisk roman om pigen Vitas opvækst i 1940'erne og 1950'ernes København som datter af en enlig mor med uindfriede forfatterdrømme. Moderen er psykisk ustabil og forbitret, og hun vier aldrig Vita hverken kærlighed eller opmærksomhed; lillebroderen får det hele. Vita sulter og går for lud og koldt vand, og i lange perioder bor hun på børnehjem, hos familiemedlemmer eller forskellige af moderens bekendtskaber. Til sidst tager moderen gas, og Vita havner igen på børnehjem. Titlen henviser til, at Vita hverken kan lide farven sort eller blå, men meget af hendes liv er netop holdt i den farveskala.

Som i sit øvrige forfatterskab kredser Vita Andersen her om svigt, savn, identitet og kærlighed. Og hun gør det godt. Romanen hænger sammen både indholdsmæssigt og sprogligt, og de mange og gentagne svigt, der overgår pigen Vita, fremstår ekstra grusomme, fordi de bliver set gennem et håbefuldt og lidt naivt barns øjne. Desuden tegner romanen et fint tidsbillede.

Romanen ligger i forlængelse af Vita Andersens (f. 1942) øvrige romaner. En ældre beslægtet forfatter er Tove Ditlevsen (1917-1976) og en yngre kan være Naja Marie Aidt (f. 1963).