Bogen er resultatet af et stort opsporingsarbejde af Marianne Alenius. Samtidig har hun præget indholdet med indledninger og små biografier og ikke mindst en sammenfattende efterskrift. De 4 kvinder der fortæller om deres oplevelser i modstandsbevægelsen var ikke kun baggrundsstøtter for mændene, men selv aktive sabotører. De fortæller meget afdæmpet og overbevisende om deres oplevelser, men beretningerne er meget forskellige. Hedda Lundhs erindringer fylder næsten halvdelen af bogen, medens de andre tre kun har skrevet mindre stykker. Det meste stof er samtidigt eller skrevet på baggrund af samtidige breve og dagbogsnotater. De var alle veluddannede middelklassekvinder som skriver velformuleret og for det meste med et relativt højt abstraktionsniveau. Sammen med redaktørens lærde kommentarer bliver stoffet ret svært at læse og målgruppen er de særligt interesserede. Der er enkelte sort/hvide fotos, samt en del tegninger, nogle i farver. Til sidst en kort litteraturliste. Der er ikke skrevet så meget om kvinder i modstandskampen, og særligt ikke om kvinder som aktive sabotører. Jeg opfatter bogen, som et forsøg på at fortælle om en anden side af modstandskampen end den sædvanlige

.