I angstens skygge

Forfatteren fik Moa Martinson-prisen for Det er dog den skønneste tid (1995). Det er en socialrealistisk skildring af skovhuggerdatteren Hilma, der blev gift med den sindssyge præstesøn, og sammen fik de Signe. I fortsættelsen her følger vi moderens og datterens liv efter faderens død. Den dystre roman foregår i 1930'erne og 1940'erne og giver et godt indblik i et bornert samfund, hvor sladderen stortrives. Hilma vælger at flytte væk fra byen, og hun genoptager sit job som lærer, mens hun nærmest sygeligt overvåger den generte og nervøse piges udvikling. Hun er bange for at pigen er arveligt belastet, og pigen viser sig også på mange måder at gentage ikke faderens, men moderens reaktioner på traumatiske oplevelser. Det bliver et indtrængende portræt af både moder og datter, hvor den borgerlige målestok og forfængelighed indsnævrer mulighederne, og hvor angsten skygger for det levede liv. Kerstin Thorvall er en god folkelig fortæller med et socialt engagement, der er stærkest i portrættet af moderen. Men jeg synes hun overlader for lidt til læseren, de mange forklaringer og gentagelser tynger bogen. De mange, der har læst den første, vil også læse fortsættelsen.

Læs hele vurderingen

Hilma og Signe er mor og datter. Signe (Kerstin Thorvall selv)er 11 år, da faderen Sigfrid, adjunkt og præstesøn, dør af en hjerteinfarkt. Hilma, skovhuggerdatter og førskolelærer, sørger, men er i vi...

Læs anmeldelse