Alle de begejstrede læsere af Hvad man ikke ved har ventet et helt år på fortsættelsen af den flot anlagte familiekrønike. Nu kom den - kompakt og med masser af saft og kraft.

Romanen løber mellem 1975 og 1992 med absolut fokus på 1970'erne. Far Eric er rejst til Indien med problembarnet Martin, storesøster Marie-Louise forlod gymnasiet, da hun skulle have barn med den gifte Simon. Og Flora, mellembarnet, er flyttet i kollektiv. Romanen er så ubetinget Floras historie. Flora den stærke som eksperimenterer med sin krop og seksualitet, har mange både mandlige og kvindelige partnere og søger et andet bevidsthedsideal end det konforme. Det er frigørelsen, idealerne og de seksuelle eksperimenter, der sætter sjælen fri og er med til at forme Flora og lægge bund til hendes uddannelse som læge og sexolog. I periferien af Flora hører vi om den øvrige familie, og jeg synes romanens styrke ligger i familiescenerne. De er indfølte, komplicerede og troværdige på en varm måde, og antyder alt det uforløste i forbindelse med mor Alices selvmord i 1969. Romanen slutter i 1992, hvor familien gør status og er nået til en form for afklaring med historien og hinanden.

Samme tids eksperimenter og drømme skildres vigtigst og mest oplagt i Christian Kampmanns serie om familien Gregersen.

Set under et, får vi med denne moderne familiekrønike om Horns en uforudsigelig og vigtig efterfølger til Kampmanns krønike om familien Gregersen. Ligesom den med en flot tidsforståelse og nuancerede portrætter.