Steen Bach Christensen debuterede med novellesamlingen Prousts hjerte, 2003. Nu har han skrevet en roman om Bertel Thorvaldsen, og jeg har ikke kunnet finde frem til andre romaner om Thorvaldsen, og det kan undre, da her er stof nok at tage fat på. Vi følger drengen fra de usle forhold i hjemmet i Grønnegade, hvor Bertel er noget af en lømmel, men han begynder at hjælpe faderen, en drikfældig børste, der arbejder som billedskærer på et skibsværft. Han er ikke særlig god til arbejdet, men Bertel viser snart evner for at arbejde med træet, så gode evner at han kommer ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og så tager en lysende karriere fat. Resten er, som man siger, historie, rejsen til Rom, de store opgaver han får, den berømmelse han opnår, kunstnerlivet og kvinderne, og den søn han får med elskerinden, Carlo Alberto, som på tragisk vis drukner i Tiberen. En flot skrevet roman, afdæmpet fortællende, som passer perfekt til stoffet, hvor Bertels privatliv, som kan have store udsving, og hans arbejder med de store skulpturer går op i en højere enhed. Der er mange personer i historien, for Bertel møder mange mennesker under sit lange ophold i Rom. Det Rom som står som en dirrende kulisse, bag alle de op- og nedture Thorvaldsen er ude for, inden han mæt af dage vender hjem til Danmark. Han dør under en forestilling i Det Kongelige Teater.