Hvide løgne

En intens og bevægende skildring af generationsopgør, frigørelsesproces og identitetsdannelse. En slags dobbeltportræt af en kunstnerisk begavet og progressiv familie i 70'erne og 80'erne.Først da mor og datter er på fysisk afstand af hinanden - datteren Bella er i kibbutz i Israel - tør de tage hul på konflikten om skyld og ansvar, der har været lagt låg på siden forældrenesskilsmisse. Det er den for børnene, to brødre og deres lillesøster, smertelige skilsmisse, der er centrum i den brevveksling mellem mor og datter, der udgør bogen. Det er dels en beskrivelse afderes dagligdag og dels en skarp dialog om fortiden og den opvækst og opdragelse den enlige arkitekt-mor har givet de tre børn. Om børnenes ubrydelige sammenhold og deres ret forskellige forholdtil forældrene både før og efter skilsmissen. Om moren der så gerne vil være MOR, men ikke helt evner det og flygter ind i sit interessante arbejde og overlader alt for meget af ansvaret forfamiliens trivsel til børnene. Det erer skrapt opgør, men alligevel gennemsyret af den kærlighed og respekt mor og datter har for hinanden. En stor lærerig og tankevækkende læseoplevelse forskolens ældste elever - og deres fædre og mødre.

Læs hele vurderingen

Der er igen sat fokus på mor/datter forholdet, bl.a. udkom fornylig antologien Brev til min datter (1995). Dea Trier Mørch og datteren Sara Trier tager i deres nye fællesroman livtag med dennødvendige frigørelsesproces. Bella er datter af Julie og i 1993 tager hun som 18-årig i kibbutz, hvorfra hun brevveksler med moderen i København. Afstanden skaber en nødvendig klarhed og mod tilat skrive/fortælle om de uløste konflikter og de gnavende fortielser. Hudløst skildres skilsmissefamilien indefra og de tre søskendes fintmærkende antenner på forældrenes sindstilstand. Barnetsafmagt og jalousi vendes især mod moderen, som ifølge barnet kun svarer med tavshed og arbejde. Julie fortæller i sine breve åbent om ægteskab, skilsmisse, sexualitet, forholdet til sine forældre,forventninger til børnene, moral, ansvar m.m. Den lysende skarphed og den troløse ærlighed, som kendetegner begge brevskrivere bærer det nutidige generationsopgør, og fra begge sider er der håb,vilje og kærlighed tilstede for at den smertende proces skal lykkes. Brevene undgår ikke en højtidelig tone, men mor og datter har begået en modig og spændende bog, hvor læseren bliver klogere påfamilierelationer og reaktioner. En vellykket brevroman, som vil glæde Dea Trier Mørchs læsere.

Læs hele vurderingen

En mor og en datter skriver breve til hinanden, lange breve, intime breve; de kommer bag facaden, bag alle de hvide løgne, som en almindelig tilværelse er fuld af. Anbefalet af bibliotekar Birgitte T...

Læs anmeldelse