Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Hvid søndag - blå mandag


Beskrivelse


Mie og Freja er pennevenner. Freja bor i København og de har aldrig set hinanden. Freja kommer med til Mies konfirmation. Men hvad sker der, når Freja opdager, at Mie har løjet om en kæreste, hun slet ikke har?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. sep. 1997

af

af

Else Lerche

d. 17. sep. 1997

I forlagsserien har forfatteren før udgivet Et stik til Signe 1996. Som titlen antyder udspiller handlingen sig omkring Mies konfirmation. Især piger på Mies alder o. 13 år, og de lidt yngre vil kunne lide at læse den, for den handler ikke kun om forberedelser og selve festen, men også om forelskelse og fester med kammeraterne. Forfatteren skriver i et levende, lettilgængeligt sprog, der uden at bruge slang rammer de unges sprogtone. Hun har en fin evne til at beskrive en episode og forlade den, før den bliver langtrukken på et tidspunkt, hvor læseren selv kan forestille sig resten. Med indlevelse beskrives atmosfæren omkring den store dag og Mias blandede følelser. Bliver familien pinlig? Små tilbageblik giver et afrundet billede af hende. Provinsmiljøet og relationerne mellem kammeraterne står også klart. Layoutet er åbent og indbydende. Hvert kapitel illustreres med en lille vignet. Udtryksfuld forside af konfirmationsfoto delvis dækket af snapfoto af veninder. Handlingen udspiller sig i ugen omkring Mias konfirmation med forberedelser, kirke, fest og blå mandag. Hovedtemaet er de problemer det giver, da penneveninden Freja fra København uventet er inviteret med. I sine breve har Mia fortalt om en kæreste, hun slet ikke har. Og Freja rider ikke helt så godt, som hun har skrevet om.


Bibliotekernes vurdering

d. 17. sep. 1997

af

af

Ingrid Jensen (skole)

d. 17. sep. 1997

Handlingen udspilles i løbet af den uge, hvor Mie bliver konfirmeret om søndagen. Titlen røber det, og den vil fange rigtig mange læsere ind, for kun få bøger beskriver, hvor meget det fylder i mange 7. klassers bevidsthed. Ikke så meget den kirkelige handling som alt det udenom. Det tager bogen da også afslappet, jordnært og realistisk på. Det er et genkendeligt og identificerbart mønster, som det betyder så meget at være en del af. I tilgift får vi en god og positiv fortælling om et venskab på tværs af miljøforskelle, om fordomme, der fordufter, og noget om at turde være sig selv. Mie, der bor på landet, har en penneveninde, Freja, i København. De kender kun hinanden gennem breve, hvor begge har haft travlt med at opbygge et image, som de tror vil imponere den anden. Nu skal de mødes. Freja er inviteret. Mie er nervøs. Holder facaden? Det er spændende at læse om og følge de små trin på vejen til et åbent og nært forhold pigerne imellem. Bogen er let at læse for 6. og 7. klasse, den taler deres sprog om det, der optager dem, og fylder dagene ud med småt og stort. I det sagte og det skete aflæses personer og miljø, følelser, forhold og de små, umærkelige skred i Mias udvikling.