Forfatteren debuterede i 1990 med den anmelderroste digtsamling Genkendelse. Forfatteren er født i 1926, og det årstal bekræfter for mig, at vi må befinde os i 1950'erne, da vi første gang møder historiens kvindeskæbne, den unge Trott. En af pointerne er turde forlade en ulykkelig periode af sit liv, Trott's mor forlod mand og døtre, Trott selv går næsten til grunde, da hun ikke forlader en tyrannisk ægtemand. Beskrivelsen af hendes skrækkelige liv giver Tove Ditlevsen-associationer, dog uden at kunne opvise hendes følelsesmæssigt nuancerede og dog enkle sprog. Ægtemandens kulde, og måden Trott lader sig kue skildres med en sær udvendighed, Måske er det overlagt, for man læser da let fascineret videre med et ønske om at komme lidt længere ned under overfladen. I de senere afsnit af Trotts krønike bliver tonen både lettere og mere levende, hun skaber sig et rum i sit eget liv med egne venner og pårørende. Det er det helt almindelige livs basale glæder, vi hører om. Sproget er med et strejf af noget altmodisch ("sniksnak!" i stedet for "sludder!"), og jeg bliver mindet om bøger, vi læste i 70'erne: En uge som de andre (1973) og Rapport fra en gulvspand (1971). Målgruppen kunne være de lidt ældre lånere og læsere af "stilfærdige" bøger

.