I rækken af romaner med Dalziel og Pascoe, som nu omfatter 8 oversatte, kommer nu det andet ældste bind fra 1972, og det skal forlaget ikke høre noget ondt for. På trods af sin alder er det en veloplagt og underholdende roman, hvor forholdet mellem den brovtende Dalziel og den mere fintfølende Pascoe er under fuld udvikling, denne særlige symbiose der frembringer så rige resultater. På et universitet skal der ske en udvidelse, hvilket betyder at statuen af den tidligere rektor, der forsvandt under en lavine i Østrig, skal fjernes, men ak og ve, under soklen finder man liget af rektor. Dalziel og Pascoe sættes på sagen, og artige ting afsløres. Skørlevned, heksesabbater, politisk uro og intriger i lærerstaben. Dalziel vælter frem som et såret næsehorn, Pascoe forsøger at feje op, men selvfølgelig løser de sagen. Det interessante er ikke så meget gåden der skal løses, snarere samspillet mellem de to, og som sædvanlig hos Hill er beskrivelsen af miljø og de særlige engelske personligheder med alle deres små særheder truffet på kornet, så denne tidlige roman i serien lever fuldt op til efterfølgerne, fortalt som den er med lune og ironi

.