Læsere af de nye kvalitetsromaner, må være den generelle etiket på bogens målgruppe, mere specifikt er genren familieromaner eller generationsportrætter af den slags, man kan spejle sig i.

Forfatteren stod bag den store prisvindende bestseller om middelaldernonnen Hildegard, nu har hun skiftet gear over til en familieskildring fra 1970'erne. Eric og Alice flytter ind i parcelhuset i 1969, de får 3 børn, Marie-Louise, Flora og Martin. Vi følger Eric og Alice, da han presser hende ud i at praktisere det "åbne ægteskab", den ultimative seksuelle frihed, som Eric i en periode har som trosretning. Forstædernes ubønhørlige normer, de desperate husmødre, der lidt efter lidt påvirkes af 60'erne og 70'ernes tendenser skildres i detaljer men med netop den færdighed, som denne forfatter har. Hendes fortælleteknik og stilistik generelt er enestående. Historien har den finte, at den er fjernet fra genkendelige geografiske kendemærker, angiveligt for at fjerne den fra nationalpolitik. Jeg synes, det fungerer godt og renser læseoplevelsen for egne forstyrrende erindringer, og det kan give et "science-fiction"-agtigt præg, som en dagbladsanmelder skrev.

Aidt har netop udgivet Sten, saks, papir, også en samtidsroman fjernet fra genkendelige lokaliteter, ellers er Kampmanns "Gregersen-serie" jo et nærliggende sammenligningsobjekt. Dengang ventede vi også spændt på næste bind.

Sidste halvdel handler primært om de 3 børn, og der lægges fint op til efterfølgeren, som mange vil glæde sig til.