Efter flere års pause barsler Jørgen Leth med endnu en digtsamling, der er meget Lethsk i sin grundtone og som vil glæde hans proselytter.

Jørgen Leths position i det danske kulturliv som hudløs, reflekteret sprogekvilibristisk digter understreges endnu engang med den nye digtsamling Hvad er det nu det hedder. Med en række rammende og præcise digte indfanger Leth det famlende og usikre moderne menneske, der ønsker at begå sig sikkert og overbevisende, men det er skin og overflade: "ikke falde, ikke falde", lyder det messende. Når der er ro på, tør digterjeget heldigvis se virkeligheden i øjnene og erkende, at der er helt dagligdags ting, der er svære at huske og hvorfor så ikke støtte sig til sin notesbog, for "i morgen kan jeg ikke huske i dag". Allermest let og ubekymret lever digterjeget, når det giver sig hen til ikke at lave noget, for "selv om man bør, så gider man bare ikke" - ja, "så enkelt kan livet være", og så kan man "forvandle ingenting / til noget / det er det livet handler om". Men det er sproget, der giver eksistens trods tab af hus, sine ting og notesbøger, og det er denne digtsamling et udtryk for.

Leths særlige tone med gentagelse på gentagelse finder vi også i denne digtsamling, der layoutmæssigt er i helt samme stil som fx Det gør ikke noget fra 2006.

Jørgen Leths digte har aktuelle kommentarer til hverdagens nødvendige rytme og glæden over de ting, der løfter det almindelige til nye højder trods glemsomhed og momentan forvirring.