Wassmo har gennem årene fået skabt sig en stor og fast læserskare, men denne roman kan også læses af både hjemstavs-genrens fans og de, der følger med i skandinavisk litteratur generelt.

Wassmo har her valgt at skrive en familiehistorie. En brochure fra katedralen i Lofoten, hvor altertavlens engel, er malet med Wassmos stærke "formoder", Sara Susanne, som model, satte denne beretning i gang. Som norske dagbladsanmeldelser skriver, er hun "tilbage på sporet", hun fortæller med farver og mange gode personer om de stærke kvinder fra Nordlandet, og her drejer det sig om hendes egen slægt. Derfor må hun også sætte sig selv- og det misbrug, hun blev udsat for at sin far- i spil, og vise hvordan hun formåede at distancere sig ved at skrive. Men beretningens hovedskikkelse er Sara Susanne, der blev gift med Johannes, som er af en ganske særlig støbning. Hans styrke og uegennyttige kærlighed til hustruen gennemsyrer alt, men skildringen af de markante kvinder og deres håb om videre horisonter er også gribende. Vi hører også om Sara Susannes mange børn i tidsspring frem og om 3. generation, da en af døtrene nedkommer med lille Herbjørg en vinteraften i 42.

Jeg kommer både til at tænke på stemningen i Staalesens storladne Bergen-epos og på Kristin Marja Baldursdóttirs historier om Karitas ved læsningen af denne historie.

Det er en både medrivende og underholdende historie.