Hun har en altan : noveller

En debutbog, der genremæssigt på titelbladet præsenteres som noveller, men som for denne lektør mest opfattes som en fragmenteret roman, eftersom der i de enkelte afsnit refereres til begivenheder i tidligere afsnit, ligesom bogen har et lineært kronologisk forløb. Henimod slutningen af bogen en slags manifest over et par sider, der handler om de halvvoksnes krise, om de forvoksede børn, der ikke lades inden for i de rigtige voksnes verden. Og om denne gruppe handler bogen, personificeret i en fortæller, som vi følger på forskellige "locations", ville han nok kalde det. Kvinder optræder, steder ses, samtale opstår og referes, men egentlig oplevelse bliver det for fortælleren kun, når han dykker eller er alene med naturen. En bog, der ikke kommer langt ud af stedet, men kan læses som et døvet skrig om accept fra en ung mand, der er dødtræt af at være ung. Eller forfatterens analytiske diagnose på en generation, der er ved at kede sig ihjel på alskens underholdning og andre stoffer.

Læs hele vurderingen