Gå til indhold



How high the moon : poesi

Fysiske materialer leveres til dit lokale bibliotek

Findes på 41 biblioteker - 



Detaljer


Sprog

dansk

Længde

87 sider

Udgivet

2018


Beskrivelse


Digte om vejret, sproget, tiden, døden - og meningen med det hele


Indhold


Tiden står stille, time stands still, dens kæber

Somme folk giver op, så vokser græsset

Svinestreger i en højere sags

Og hvis de døde fandtes, ville de

Når jeg siger, at nogen sagde et eller andet

Hvidt på sort i dag, efterårets rådne blade

Og vejret: skarp frost og solskin, man bør hugge brænde

Luften er tæt af krydret røg, folk kryber sammen

Mennesker elsker at tro, at de hader

Der lå endnu en død due i stuen i dag, strunk og

Nejnej, nu må der vist synges lidt positivt

Ethvert menneskeligt, jeg mener virkelig ethvert

Der findes onde blikke og øjne, men findes der også

Og sneen falder og falder, smukt og pissekoldt

Der sit han på flybussen

Hvordan kan jeg vide, at jeg ikke er i koma

Meteorsten hegler ned over den flade mark

Februarsol over floden, høj himmel, så jeg gik mig over vej og bro

Der sker en del i verden, en mand bliver til en klud

Det politiske liv her består i at spytte

Et skilt ved flodbredden: her fiskes nattekarper

Ja, vi elsker hele lortet, som det stiger frem

Jeg sidder her og betyder

Når man henvender sig til nogen

Lyset det hvide findes, hver morgen over os

Selvfølgelig er vi kun kroppe hvorfor

Mit hoved er langsomt blevet kubisk, hjørnerne stritter

Autoritetens skræmte sirener hyler, som var den en fabrik

Lysets hastighed er kun cirka tredive tusinde kilometer per sekund

Gik mig en lang tur i gråvejret og passerede gennem kirkegården

De ufødte sidder dernede og kvidrer

Carpe diem, for snart er det nat

Systemet jubler, mens det jamrer

Han er nødhjælpsarbejder og uden grænser, han er

Tilbage til sjælen, der sidder lige her

Her er nu et lykkeligt menneske

Jeg betyder dig noget

Gruset knaser i mørket, en fugl tier længe i et træ

Hør, unge mand, De er da vist ikke litterær

Problemet ved magten er, at tøjet

Der er ingen matematisk grund

Forårsregnen fosser over floden

Katten spinder på bordet under lampen

Foråret trækker sig langsomt tilbage

Tavshed er det modsatte af stilhed

Hør nu her, tanker er slet ikke ting

Hvordan bærer noget sig ad

Om søndagen vil hun gå op i verdensaltet

Hvad skal vi med templer, når vi har månen

Floden raser, vandene løfter sig

Hvad er et kys, det spørgsmål

Leibniz forklarede, at når noget er muligt

Glæden ved at møde en person, midt

Sansningen frembringer en forestilling, dvs.

Hvad står der egentlig i teksten

Kloden synes ikke om sine indbyggere

Enten har mine mennesker forladt mig, eller

Om livet dette, det er ikke det samme

Stenens vej gennem tiden, skrev han

Vegetationen bugner og ligner umiddelbart

Floden flommer, regnen slår med knytnæver

Betydning er det, der gør, at noget, du gør i retning af mig

Jeg er nødt til

Den røde kat fangede i dag en solsort

Bruger De fluer i kaffen, hr., ja meget

Der sommer summt, mumlede manden

Ægthedens teater, sagde han

Månen er høj og meget stor og bleg

Hvordan er det nu, elsker

Magnoliatræets blomster

Der findes ingen metasprog, alle sprog snakker om sig selv og

Månen vender forkert i nat

Jeg drømmer, at jeg vælger en forkert vej

Den Store Blafren, skrev mit unge jeg

Uvejret venter bag træerne, indtil alle

Det rene nærvær og det rene nonsens

Hvad noget egentlig er, aner jeg

Kierkegaard siger, at det, der bliver til

Kierkegaard siger, at der i ethvert menneske

Ja ja, det filosofferne siger om virkeligheden

En elsket ven af mig er død, søren, kristne kyniker

Enhver, der lever æstetisk, er fortvivlet

Jeg vender tilbage til betydningen af det at vælge

idet jeg da

Ingen kender sig selv, før solen

Græsset har besluttet at indstille væksten

Da montale holdt op med at skabe sig

Efteråret stormer allerede: fremad fremad mod

Den politiske kamp udtales: polí'tiske kamp

En samtale ophører, når ingen hører noget

Rationality is not being nice, dixit

Qualia, dem er der ikke meget ved

Kærtegn, mens regnen siler og dyrene

Bøgerne falder ud af mine reoler og

Gennemblødt cykler jeg tilbage fra markedet med et brød

Jeg maler mig op i den ene krog

Ingen er dum nok

Ja og jeg er i aften tilbøjelig

Fast forward, fremad fra den gamle verden

Der er store sammenhænge og små

Den anden er ikke et almindeligt menneske

Dette her står ikke i stedet for noget som helst

Man drømmer, mens man taler, ellers

Jeg lever omgivet af små hurtige dyr, som man let kommer til at træde på

Hvor er kunsten i det politiske liv, hvisker du i mørket

Lyset smager af jern, ruster næsten på tungen, i øjnene

Så går strømmen, alt går i sort, og det bliver ved, så

Pludselig giver man sig til at kaste op

Midt i stilheden råder en ildevarslende tavshed

Fuglene forlader mine træer og buske

Sagde du noget?

Hvad holder os gående, en dryppende

Dengang vi var udødelige

Toget bruser dvs. rasler gennem dalen

Når handlingen hvirvler, standser dit kamera

Vinternat, støvregn, toget standser skrigende ved vores station

Græsset og ormene rejser sig for at slikke den grå regn

Frostsprængte, væltede gravsten

Hvad er en ting mon

Her er mit liv, så nu

Klik på et blad, en frossen gren

Sorgen over verdens

Intet system består af totalt kaos, men

Jeg sender sætninger ud i forskellige retninger

Han satte sig ned og græd, så han

Jeg taler til væggen, den svarer

Fuldmåne over afpillede træer

Telefon: en stemme møder en anden stemme

Vågner med sex i håret

Vi er af kød, det er måske

Mørket åbenbarer sit lysende mørke

Stormen lander i mit græs,åndeløs

Igen: mennesker, de slamberter

Mennesket foreligger nu

I dag modtog jeg en opstemt afhandling

Vinterlyset står lidt stille i grenværkets stager

Spejlet plirrer med glasset, et øjeblik

Jeg er en kanariefisk, op og ned

Og her: byen, floden, skovene bagved

Er tingene der stadig, spørges der

Hvorfra kommer det, der falder os ind

Hvad jeg ikke kan benægte, må jeg bekræfte

Jeg og hvad deraf følger

De finansielle holdingselskabers rå aktiviteter

Nu vil jeg se dit åbne hjerte, sagde han, sagde

Elementerne udtrykker gudernes tanker

Kattene jager rundt efter hinanden med

Jeg kender især kærligheden som destruktion

Når sproget anvendes, som man siger

Hvor stor er en flade egentlig, er den ikke

Babou, sære dyr, hvorfor vil du aldrig ud, når du faktisk kan

Jeg anbefaler hvem som helst at være

I denne time er jorden så blå

Ah, lyden af et rigtigt godt skænderi

Sommersol over frossen jord, sådan ser menneskesjæle også ud

Universet svirrer insektagtigt, det mærker man

Ukend dig selv, skrev han

I hvilken forstand eksisterer min hovedpine

Livet er noget

Kirsebærtræerne, engene, det hele nu

Er det overhovedet etisk at gå rundt

Lad sproget glide tilbage

Tingene ligger tungt på gulvet

Jeg råber ikke og skriger ikke og

Jeg burde sætte mig ned og forfatte et testamente

Jeg drømte, at du drømte den samme drøm som jeg

En metafor kommer ind fra venstre og går ud

Jeg sidder her og venter på, at dagen

Hvor ondt det gør ved alle

Pludselig bliver der helt stille

Et lille selvlysende gråvejr

Mennesker er ganske små dyr, på størrelse

Whatever, jeg er hvadsomhelst, hvemsomhelst

En linje spæner fra a til b, og en vej

In winter morning's whiter shade of pale

Dagene går på en bestemt ny måde

Jeg mener det, jeg siger, men ikke

Man må helst ikke skrive, når man drømmer

Jeg lukker øjnene og tæller til x

Jo, ser du, mit barn, sådan her er det fat

I dag skrev jeg ingenting

Tænk endelig på sex, sagde hun

Dette går for vidt, det gik for vidt

Jeg drømte voldsomt, at noget

Når stemmen synger, borer den sig ind

Smerten gudinde beskriv som greb den befippede digter

Problemet om det ubevidstes ontologiske status

Er sproget mon så en turbine

Tilbage til square one, det regner

Over døren står skrevet

Og sådan foregår verdens glans, glorien

Når kroppen tilkendes betydning og interesse

De folk, jeg møder i situationer, er historiske

Man mente, at de undertrykte var hellige

Han havde for længst lagt fremtiden bag sig

Det går fint, græsset gror og gror

Synet af en pansret mandskabsvogn

Jeg kommer ingen vegne, men

O.k., jeg skylder dig en dags arbejde

Det er måden, du siger det på

I want to blow now, sang dexter gordon

Siddende på kanten af intetheden

Sætninger frembringer etellerandet, mens de forbruger energi og udsender

Jeg oplever en hurtig verden langsomt, det er sublimt

Katastroferne regner ned over os

Det slår ned i mig: noget er tilfældet

Jeg er et ord bag hvilket

Non serviam, jeg vil ikke tjene, nogen

Skovene er sorte, skrev han

Igen: midnatstoget skramler gennem dalen

Mennesket brænder, over det hele

Hvad man skal gøre, spille violin osv.

Mit animalske jeg holder mig på benene

Legemsvæskerne flyder i ruinerne

Mine brødre og søstre, lad os

Mit ansigt befinder sig mellem mine to håndflader

I dag så jeg ingenting, hørte ikke meget

For enden af sit for lange livs ultimative blindgyde

Et navn stavet, hamret ind i en sten, kan

A sender til b, og b til c osv., så kloden

Jeg gik mig over stok og sten

I betragtning af den teknologiske indsigt

Jeg er et insekt, jeg kravler ind

Et navn er en slags telefon, et kaldeapparat

Månen står stille over træerne

At ikke forstå men ikke forstå

Metaforerne dør som fluer mellem os

Jeg sidder ikke her

Med hvilken ret lukker du munden op

Jeg indrømmer gerne min fortvivlelse

Jeg lever med et liv i hænderne, mens

Historien bevæger sig langsomt fremad mod målet, fuldendelsen

De kilotunge istapper fra vores tag

Vi er et frit menneske, du og jeg

Da vi er flade, stritter vi som

Når noget er én eneste ting, såsom

Religionen som mareridt: alt

Sprogkværnen maler sten til sand og


Anmeldelser (1)


22. maj. 2018

Alvidende semiotikprofessor brillerer sublimt med mesterlig poesi om vejret og alt derimellem. Bør læses af alle, som er til betydende, gudløs poesi

.

Tetralogi af Per Aage Brandt, hvor man finder digte om vejret, katte, religion, betydning, sprog, erkendelse, tid og døden plus det løse. Imens fjerde og sidste bind består af 7-linjede digte (3 på hver side), er de andre binds digte mere alsidige i form og længde. Her er sonetter, arabesker og apostrofer. Der benyttes symboler, metaforer, metonymier, sammenligninger m.m.: "og vejret: så mørkt som muligt, skyerne er blytunge / og psykotiske, de efterligner os, men uden at vide det (...)"

.

Wow, siger man som læser. Så gennemført og overlegent Brandt sætter poesi til sin enorme viden om alting. Det er gravalvorligt og alt for trist, for der er ingen Gud eller nogen som helst mening bag det hele, men det går nok, for det er alligevel skrevet med humor og poetisk finesse så det er en fryd at læse (også alt dét, man ikke begriber!)

.

Med tetralogien skriver Per Aage Brandt skriver sig ind i en tradition, som går tilbage til det antikke Grækenland. Den opr. tetralogi bestod af 3 tragedier og 1 styrspil. Brandt skriver også om den nuværende klimakrise; for digte om klimakrisen, se fx Lars Skinnebach eller Theis Ørntoft 

Digte 2014


 m.fl. For flere digte af de gamle mestre med encyklopædisk vid, se Klaus Høecks 

Legacy


 eller Laugesens 

Vejrudsigter


 (for mere vejr)

.

Lektørudtalelse

Af

Thomas Olesen


Informationer og udgaver

Bog

2018

Titel

How high the moon : poesi

Udgiver

Herman & Frudit

Udgivelsesår

2018

DK5

86-01, sk

Originaludgivelse

Originaludgave: 2018

Længde

87 sider

ISBN

9788793671027

Opstilling i folkebiblioteker

86, Brandt