Kari Hotakainen er uhyre populær i Finland både hos bogkøbere og hos kritikere. I 2004 er Nordisk Råds Litteraturpris gået til ham for denne herlige roman, der på en vis måde minder mig om Leif Panduros romaner: Realisme tilsat en stor portion galskab og fortalt med humor. Matti har i ti år været gift med Helena. Sammen har de datteren Sini. Matti er den moderne mand, der efterhånden har påtaget sig hele ansvaret for madlavning, børnepasning og vask, kort sagt: for hele hjemmefronten. Midt under ishockeylandskampen mod arvefjenden Sverige insisterer Helena på et opgør - og han smækker hende et knytnæveslag midt i ansigtet. Inden kampen er afsluttet, har hun ringet til en veninde, der kommer og henter både mor og datter. Matti er aldeles tilfreds med lejligheden, de har boet i, men han finder nu ud af, at han ikke kan leve alene. Altså må han vinde kone og datter tilbage. Han sætter herefter alt ind på, at kunne tilbyde dem, at flytte "hjem" til bedre forhold: eget hus. Han finder også et egnet hus og tvinger en pensionist til at sælge til sig. At han imidlertid tvinger sin vilje igennem på psykopatisk vis, ses af de ofte skiftende fortællersynsvinkler. Det er en dybt alvorlig, bindegal og af og til ustyrligt morsom roman.