Haaest har tidligere skrevet historisk litteratur og er kendt som en af de første, der ikke bare beskrev de danskere, der gik i besættelsesmagtens tjeneste som psykopater og vanekriminelle, men som gennemsnitsmennesker på godt og ondt

.

Bogen fokuserer på Hipo, et korps bestående af ca. 600 danske indsat af besættelsesmagten i krigens sidste måneder som erstatning for det politi, der var blevet sat ud af spillet i efteråret 1944. Korpsets navn var en forkortelse for HIlfsPOlizei. Det bestod af danske medløbere, der ikke havde mange andre eksistensmuligheder i et krigstræt og fjendtligtsindet Danmark og efterlod et spor af død, ødelæggelse og mishandling i en situation, der i bogen betegnes som borgerkrig. Haaest fortæller om Hipo, om organisationen og korpsmedlemmernes historie før og efter befrielsen. En af de værste afdelinger var Lorenzen-Gruppen, som bogen følger grundigt, idet der fortælles om hvert enkelt medlems opførsel under besættelsen, om retsopgøret, om dødsdommene eller strafafsoningen og om deres videre skæbne

.

I forvejen kan man finde stof om Hipokorpset og Lorenzen-gruppen i litteraturen om besættelsen, men ingen kommer så tæt på et så stort et udsnit, der valgte at tjene besættelsesmagten som "politifolk", som Erik Haaest i denne kontroversielle skildring fra besættelsestiden

.

En bog med mange detaljer om nogle af de hårdest dømte landsforrædere, hvoraf mange blev henrettet. Haaest formår at beskrive en ugleset gruppe på godt og ondt og føjer hermed en ny facet til besættelsestidens og retsopgørets historie

.