Helga Johansens roman Hinsides, 1900, ses traditionelt som en del af det moderne gennembrud. Kan fortrinsvis bruges af studerende, undervisere og ambitiøse gymnasieelever men selvfølgelig også af klassikerlæsere med krøllede hjerner.

Det er Helga Johansens (1852-1912) hovedværk. Jeg-fortælleren er en kvinde, der indlægges på psykiatrisk afdeling og oplever hospitalsvæsenet som autoritært med behandlingsformer, der gør patienterne endnu mere syge. Handlingen kobler således temaer som psykisk sygdom, samfund og køn. Men sproget er den bærende struktur i romanen. Det etablerer forløb, som bølger mellem virkelighed og hallucinationer. Det skaber den splintrede verden, jeg'et glider over i, men det er også via sproget, at hun igen kommer overens med sit liv. På den måde skriver romanen sig fra naturalismen og langt ind i modernismen. Godt efterord af Hans Otto Jørgensen. Fin udgivelse til eftertanke og forbløffelse.

Bogen Hinsides blev fotografisk genoptrykt i 1982 med forord om forfatteren. Romanen kan sammenlignes med fx Amalie Skrams Professor Hieronimus og Paa Sct. Jørgen, 1895, eller med Charlotte Gilmans Det gule tapet fra 1892, dansk udg. 1975.

Helga Johansens Hinsides fra 1900 er en roman om psykiatri, køn og samfund. Den regnes traditionelt til det moderne gennembrud, men rækker frem mod modernismen på grund af de sproglige kvaliteter. Et nyt forord fokuserer glimrende på romanen som litteratur i stedet for blot på det biografiske.