Bøger / faglitteratur til børn

Heste & ponyer til shows & stævner


Beskrivelse


Om stævner og konkurrencer med heste og ponyer. Om forskellige discipliner, udstyr og sikkerhed. Korte kapitler med mange farvebilleder.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. nov. 1999

af

af

Jørgen Carlsen (skole)

d. 10. nov. 1999

En handy og flot bog med generelle oplysninger, heriblandt masser af informative farvefotos, til børn og unge med interesse for heste og ridning. Layoutet og udstyret er typisk Dorling Kindersley. Et emne pr. opslag med en indledende brødtekst og masser af tekstblokke, der garnerer de oftest fritskrabede fotos i diverse størrelser. Efter et indledende opslag om konkurrencer i almindelighed får læseren masser af gode råd om, hvordan man skal gøre sig selv og hesten klar til konkurrence, og om mange af de ting og øvelser man kan gøre for at konkurrencer giver gode oplevelser. Derefter noget om ponylege, kåringer og skuer, dressurklasser, spring på bane og i terræn, væddeløb og holdsport inden for ridning. Sluttelig et opslag om sikkerhed og en oversigt over større danske stævner. Til slut er der sider med ordliste, stikordsregister og nyttige danske adresser – også Internet. De mange billeder kan nydes af hesteinteresserede i alle aldre, og teksten kan selvlæses omkring 11-12 år. Bogen er en del af en serie på fire, der udkommer samtidigt, og samlet er en up to date informationskilde for børn og unge, der har planer om, eller er i gang med heste- og ridesporten.


Bibliotekernes vurdering

d. 10. nov. 1999

af

af

Susanne Thøfner

d. 10. nov. 1999

I denne nye serie, der retter sig mod børn og unge, udkommer der samtidig 3 andre bind om hestens pleje, hesteracer og det at blive en bedre rytter. Hvert opslag omhandler et emne, og emnerne er bl.a. udstyr, klargøring til stævne, dressurklasser, springkonkurrencer og sikkerhed til stævnet. Bogen afsluttes med en oversigt over årets største danske konkurrencer, en ordliste samt adresser på danske hesteorganisationer. Bogens indbydende omslag viser en ung rytter med sin hest og en pokal, og en stor, farvestrålende præmieroset på forsidens øverste, venstre hjørne går igen på de forskellige bind i serien. Det afvekslende layout brydes af et utal af fritlagte farvefotos, der optager ca. 1/2 af hvert opslag samt indrammede factsbokse, tabeller o.l. Teksten er delt i mange små afsnit på hvert opslag, og den er mundret og rettet mod børn, men ikke specielt letlæst. Bogens udformning gør den velegnet til at læse i småbidder og anvende som bladrebog, også af børn fra 7-8 år, der endnu ikke helt kan læse al teksten. Den er overskuelig og appetitligt serveret, og selvom vi har mange andre hestebøger, vil denne serie bestemt falde i god jord hos hesteglade piger, der kan læse den fra ca. 10 år.