Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Heksens hjælper


Beskrivelse


Fantasy. Den 16-årige Magne modtager en besked fra Amelia fra den parallelle verden, Tangea. Hun beordrer ham tilbage, fordi der er opstået problemer med morklerne. Da han ankommer til Tangea opdager han, at morklerne ikke udgør det eneste problem.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. juni 2014

af

af

Vera Hollerup

d. 18. juni 2014

Denne bog henvender sig til yndere af fantasy-litteratur, hvor personerne krydser frem og tilbage mellem to verdener. Bogen er andet bind i en serie, men den kan godt læses separat. Forsiden i velafstemte farver viser bogens personer i et dramatisk og magisk øjeblik, der fint dækker bogens indhold og signalerer målgruppe. Fra 10-14 år.

Bogens hovedperson er den 16-årige dreng, Magne, der fra den alternative verden, Tangea, har modtaget et brev fra Amelia. Denne fortæller, at der er opstået problemer med morklerne, og at han derfor er nødt til at komme tilbage til Tangea hurtigst muligt. Magne må nu hastigt forlade Grønne Å, hvor han bor sammen med sin bedstefar. Han tager tilbage til Tangea ved at kravle gennem et maleri, der er porten mellem de to verdener. Ved ankomsten bliver han konfronteret med mange nye problemer, der er opstået i landet, siden han forlod det. Sascha Christensen skriver virkelig godt og levende. Sproget er spændstigt og flydende, og replikkerne virker ægte og er tilpasset de personer, der taler. Lokaliteterne er skildret, så læseren både kan se og lugte dem, og man får en fornemmelse af selv at være til stede.

Denne bogs læsere bør også stifte bekendtskab med fantasyserien Næslandet, der også har et spændende plot med bortførelser, intriger og magtkampe. Her er hovedpersonen en ung kvinde.

En spændende og stilsikker fantasy med et godt plot, nogle spændende personer og hele det inventar af magi og fantasifulde væsener, man kan forvente i en klassisk fantasy.