Bibliotekernes vurdering
d. 11. sep. 2009
af
af
Marianne Majgaard Jensen
d. 11. sep. 2009
Denne roman vil blive efterspurgt af kernelånere af ny, dansk litteratur. Anbefal den desuden til opgaveskrivere fra 3. g og opefter (især kvinder), køb den som romankasse, og nævn den til book-talk. Den fortjener det.
Smuk og usædvanlig roman: Edith studerer arkæologi og er med på en udgravning i en cirka 8.000 år gammel jordansk stenalderlandsby. Hun bliver stukket af en skorpion og ligger febersyg på hotellet. Her begynder hun at skrive på sit speciale, men i stedet for tørre facts og akademisk sprog, vokser en fortælling frem om en navnesøster, Edith, som hun forestiller sig har boet i landsbyen. Nutid og fortid flakser ind over hinanden, fabulering veksler med fakta og refleksion og skaber en fortælling om, hvordan den civilisation er opstået, som vores samfund bygger på, lige fra brændt lertøj og agerdyrkning til religion og sprogets evne til abstraktioner. Samtidig leger romanen med forholdet mellem virkelighed og fortælling (fx er der fotos fra udgravningerne, mens billedteksterne veksler mellem fiktion og fakta). Jeg blev overrasket og dybt fascineret af romanen, som selvfølgelig er skrevet i et smukt sprog.
Vil umiddelbart appellere til fans af fx Fiske i livets flod, 2000, mens Åh, Romeo, 2006, bevæger sig i et mere velkendt og realistisk univers.
Smuk roman. Vil blive efterspurgt og bør anbefales varmt. Ikke helt nem på grund af skift i tid og sted og vekslen mellem fakta, refleksion og fabulering.