Heksen

Benjamin Christensens Heksen fra 1922 er et enestående værk i dansk film og som sådan et must for alle, som finder filmhistorie og især stumfilmæraen spændende. Men filmens fortællinger om hekse og overtro vil også appellere til mennesker med interesse for emnet.

Mennesker har til alle tider og især i Middelalderen troet på hekse. Disse er i ledtog med Den onde selv, som holder obskøne orgier, kan forårsage ulykker og skabe forførende trylledrikke, hvorfor de skal findes og uskadeliggøres. En uskyldig kvinde torteres, så hun tilstår at være en heks og angiver endog andre. Og da en ung munk har syndige tanker, får en kvinde skylden. I dag (1922) havner ulykkelige kvinder på "sindssygehuse" eller klinik, hvis de er rige! Filmen slutter med en indlagt kvinde, der får brusebad som behandling. Hvorefter der vises billeder af brændende hekse! Den svenskproducerede Heksen præsenteres som "et kulturhistorisk foredrag i levende billeder i syv dele", men er primært en forrygende billedfortælling med skildringer af orgier, tortur og seksuelle udskejelser, som forekom samtiden meget dristige og også anstødelige. Instruktøren spiller selv selve Satan.

Hekseforfølgelse er også temaer i Carl Th. Dreyers Vredens dag, 1943 og filmatiseringerne af Arthur Millers Heksejagt, 1957 og 1996.

Meget interessant filmhistorisk værk, men oplevelsen skæmmes af mange slå- og stavefejl i mellemteksterne.

Læs hele vurderingen