Lademann genudsender en række spændingsromaner som Lademanns Bestsellers, og just denne kom 1. gang i 1973 på dansk. Dengang gav man den ubetinget afvisende udtalelse. Siden har holdningen tiltrivi undergået revision, og en stribe Wilbur Smith-titler er købt. Hvad denne angår står lektøren fast på, at bogens karakter er så tvivlsom, at kvalitetsgrænsesænkning ikke retfærdiggør densanskaffelse. Baggrunden er utvivlsomt korrekt efterforsket og meddelt materiale om sydafrikansk guldminevirksomhed, detaljeret og instruktivt fortalt, med en strøm af tekniske detaljer. Med detsagt, må man påpege, at historien om, hvorledes minefunktionær/ administrator Rod Ironside bliver kronprins i syndikatet er kvalmende i alle andre henseender: Kvinde- og kønsrollesyn forstenetlummert reaktionært, en beskæmmende racisme, og et mandfolkeideal af sjælden af-stumpethed og snobbethed (for penge, position og fysiske kræfter). Bogens blanding afhår-på-brystet-mandfolkebornerthed og gorillamentalitetbliver specielt ubehagelig sammen med den næsten infantilt lumre erotik-holdning.

Der er få ting, der er så morsomme som at læse virkelig rædselsfulde bøger, og nærværende anmelder havde det ustyrlig fornøjeligt under læsningen af Guldminen. Det er en rigtig mandfolkeroman, venner, med skarpt-skårne hagepartier, faste blikke, superdynamisk heltemod, æggende kvinder, træske skurke, formuer på højkant; altsammen fortalt i et sprog, der ikke giver de grummeste uhyrlighéder i de værste tegneserier noget efter, der mangler faktisk kun en kavalkade af højglanspolerede billeder for at gøre illusionen komplet. Wilbur A. Smiths bog er en så fladpandet affære, at Morten Korch virker som åndsaristokrat ved siden af. Bogen har ingen relevans i biblioteker der holder kvalitetskravets fane højt, men skulle man alligevel føle sig fristet, er der andre typer triviallitteratur, som har forrangen, eller i alt fald burde have den.