Romanen portrætterer et velfærdssamfund bygget på markedsøkonomiske kræfter og med økonomisk krise gennem en direktør i et investeringsfirma. For at hænge på kræves der interesse for samfundets udvikling. Kari Hotakainen fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2004, og han repræsenterer stadig ny finsk litteratur.

Hotakainen har stadig en del læsere til den prisvindende Hjemmefronten, mens forfatterens øvrige tre romaner ikke har samme interesse. Alle er de satiriske kommentarer til velfærdssamfundet, men kun Hjemmefronten tror jeg rigtigt rammer dansk humor. Guds ord er markedskræfterne, som ikke kan forudsiges. Rigmanden Jukka Hopeaniemi kører med sin fars gamle chauffør fra Lapland til Helsinki for at deltage i sit første tv-interview. Undervejs taler faderen gennem kassettebånd om sin lederstil under den sovjettiske indflydelse, og vi hører om chaufførens datter, der er ludoman og årsagen til, at han tager denne køretur. Historien er spinkel, men god. Der er en god dialog, men romanen er præget af for mange metaforer og politiske udsagn, og det er først i den sidste tredjedel, at personerne bliver vedkommende.

Romanen minder mere om en af Hans Scherfigs politiske romaner end om andre romaner om finanskrisen.

En samfundskritisk roman der har en god historie, men hvor jeg desværre tror, at mange vil opgive hurtigt. Jeg synes ikke, satiren fungerer og mener ikke, at denne roman vil give Hotakainen et efterspørgselscomeback.