Grevinde Danners liv er beskrevet i adskillige biografier. Nu giver Bodil Wamberg sit velfortalte bidrag, som bedst kan sammenlignes med Morten Meisner Grevinde Danner, 1990. De har begge en god kobling mellem det politisk-historiske og det biografiske og gør personerne levende, uden at det udarter sig til posekiggeri eller fiktionalisering. Meisner er ikke så partisk som Wamberg, men Wamberg kommer til gengæld tættere på personerne. Wamberg er udelt på grevindens side og skildrer hende som et begavet, varmhjertet menneske, der led under snobberi og klasseskel i et snæversynet samfund med stive sociale hierarkier. Tonen bliver harmdirrende i beskrivelsen af de selvretfærdige bedsteborgere, der smædede grevinden og lagde grund til den folkelige modstand, hun var udsat for. Man bliver stadig grebet af historien om den fattige Louise Rasmussen, der elskede Carl Berling fra det pæne, københavnske borgerskab og fik barn med ham, men som elskedes af den uligevægtige Fredrik VII og blev hans gemalinde og dermed et ensomt menneske, der kun stod alle besværligheder igennem på grund af sin råstyrke og en overbevisning om at gøre det rette. Bodil Wamberg har skrevet om flere andre markante kvinder, bl.a. Leonora Christine og Agnes Henningsen.